Her bliver det Kongelige Danske Kunstkammers udstillingsvirksomhed i 1700-årene beskrevet i grove træk.

En stor del af Kunstkammerets samling blev direkte overtaget fra Ole Worms museum og betydelige dele var gaver fra både kongelige og adelige personer.

Den hollandske Kaptajn Nicolaus Andersens enorme konkyliesamling blev indlemmet i Kunstkammeret i 1731 og var allerede på forhånd systematiseret efter ”General-Sorter” og fulgte de ordningsprincipper, som Doctor Georg Eberhard Rumpf/Rumphius (1627-1702) giver udtryk for i den post-hume publikation (Herbarium Amboinense), der omhandler den Amboinske flora.

 

Konkylierne var ordnet i arter, determineret af deres skalform og andre særtegn. jf. Carl von Linnés artsklassifikation (Carl von Linné var bl.a. læge, botaniker og zoolog (1707-1778), ophavsmand til den linnéske systematik – inddeling efter arter og familier)

Overordnet, blev Kunstkammerets samling dog primært ordnet efter materiale.

Dette fokus på materialet dannede i nogle tilfælde kategorier, hvori der kun fandtes enkelte genstande – eksempelvis kategori ”XII. Konst-Sager af Straa og Frøe.”(Gundestrup, Bd. I, 1991:350) Den indeholder blot fem artificialier – altså menneskeskabte genstande – der alle siden blev solgt på den store auktion for mange af Kunstkammers genstande i 1824.

Det har derfor ikke været ukompliceret at bibeholde denne materialeopdeling. På Worms museum blev der ikke skelnet skarpt mellem artificialier (menneskeskabte objekter) og naturalier (naturskabte objekter) på samme måde som i Kunstkammeret.

 

Mange genstande kunne derfor i princippet kategoriseres som både naturalier og artificialier, et levn fra Museum Wormianum, hvor der ikke var en klar opdeling mellem kunst og natur – men nu mente man, at der var et skel, så hvilken kategori skulle man vælge?

I Kunstkammeret blev opdelingen trukket skarpt op og genstande skulle være enten eller.
I udstillingen blev genstandene således udstillet sammen alt efter, om der var tale om artificialier
eller naturalier.

Der var, som nævnt, mange hybridgenstande, der kunne anses for at være både og, og dét voldte en del problemer i forbindelse med at overholde den ellers strenge systematik.

Også de ’materiale-hybride’ genstande har været svære at placere i én bestemt materialekategori. Hvor skal man f.eks. placere et miniatureinsekt, tilvirket af både rav og metal?

I de mange tvivlstilfælde, måtte man bare tage en beslutning, og eksempelvis fokusere på det dominerende materiale/særtræk eller ting af lignende karakter, der allerede havde fundet deres plads i systemet.

Der var altså mange beslutninger, der skulle træffes når den, med datidens normer, store genstandsmængde skulle indordnes.

Kunstkammeret bestod af forskellige kamre, bl.a. ‘Natural Kammeret’, om hvilket der i optegnelserne over samlingen fra 1737 skrives:

”Natural Kammer bestaaende af Allehaande Naturens baade rare og monstreuse Producter, saavel
paa Landet som i Vandet, i Jorden og over Jorden, samt nogle faa ved menneskelige Hænder
tilberedde Stykker af ommelte Slags.”(Gundestrup, Bd. I, 1991:36)

Artificial Kammeret som indledes på følgende vis;

”Artificial Kammer bestaaende af Allehaande ved Menneskelig Konst forarbeidede Ting, baade i
Maleri og udi Bildhuggeri af Sølv og anden Metal af Been og af Træ, af Bernsteen og Vox, af Straa
og Papiir af Glas og andre Materier.”(Gundestrup, Bd. I, 1991:212)

Det interessante er her, at f.eks. en del stenredskaber fra stenalderen, samt en dyrefigur af rav fra
Ærtebøllekulturen, optræder blandt naturalierne.

 

 

 Her synes tanken at have været, at der ikke er tale om kunst. Som det fremgår af de omtalte beskrivelser, så er der netop tale om ” ved menneskelige Hænder tilberedde Stykker” af naturens produkter, hvorimod artificialierne omtales som værende frembragt ved ”Menneskelig Konst”.

Der er altså en nuanceforskel her. Nogle genstande er altså blot tilberedt af menneskelige hænder og må derfor forblive blandt naturalierne, mens andre anses for kunstnerisk forarbejdede ting.

Denne deling var en direkte konsekvens af opdelingen mellem natur på den ene side og kunst på den anden.

Selvom denne deling til dels ydede en del vold mod genstandene og de tidligere systemer, så var den store fokus på rariteter og monstrøsiteter bibeholdt. F.eks. var der en omfattende mængde muterede dyr i samlingen.

Om end systematiseringen lægger hovedvægten på materialet i klassificeringssammenhængen, er
der i modsætning til Worms massive materialebeskrivelser et øget fokus på kontekst og historier
bag genstandene.

Her kan allerede anes kimene til det, der skulle blive det moderne museums kendetegn – nemlig fortællingen. Selvom fortællingen på Kunstkammeret ikke så sjældent
omhandler det royale regi.

I nogle tilfælde er det genstandsbeskrivelsen, fortællingen bag genstanden, der er det centrale – som f.eks. en udstoppet hest, om hvilken der fortælles;

”Een udstoppet Hest, som har væred i Christiani 5ti Stald, og Ao 1694 d.: 9 Augusti har løbed fra
Kiøbenhavn til Friderichsborg 4 ½ Miil i ¾ time og 4 minutter.”(Gundestrup, Bd. I, 1991:88)

Denne påstand er dog noget tvivlsom, for at sige det mildt, idet hesten allerede var udstoppet i 1689!(Gundestrup, Bd. I, 1991:88)

 

 

 

 

 

 

 

Men det vigtige var her altså historien bag – uden den var det bare en almindelig hest. Og Kunstkammeret var ikke et sted for almindelige ting, men ting der var sjældne eller kuriøse.

Som eksemplet med hesten viser, så behøver det ikke være selve genstanden, der er kuriøs, men historien bag.

Der er altså en tendens til forskellige strømninger i genstandsforståelsen. Der er både fokus på en genstands materialitet, men samtidig, er der en stigende tendens til, at man søger konteksten og ønsker at fortælle historier. Historier om Kongens magt og udsøgte smag, samt evne til at skabe en encyklopædisk samling, der kan afspejle verdens skatte og sjældenheder.

Kunstkammeret eksisterede helt frem til 1849 og Junigrundlovens ikrafttræden, men samlingen
undergik i sin eksistensperiode ikke store omvæltninger.

Genstande udskiltes dog i stadig stigende grad med start i begyndelsen af 1800-tallet, eksempelvis til Oldsagskommissionen (læs mere om Oldsagskommissionen her) og dennes
samling.

Samtidig reduceredes genstandsmængden kraftigt i den føromtalte store auktion i 1824.
Her blev de fleste kuriositeter bortauktioneret, de var på dette tidspunkt ikke længere videnskabeligt relevante.

 

Litteratur/kildesamling:

Gundestrup, Bente, Det Kongelige Danske Kunstkammer 1737, I-II, Nationalmuseet, 1991