Den kongelige Commission til Oldsagers Opbevaring blev nedsat d. 22. maj 1807.

Kommissionen bestod af en række mænd officielt udnævnt af Kongen. Disse var i overvejende grad højtstående lærde og velbemidlede mænd.

Udover de i Oldsagskommissionen siddende mænd, var der også en del korresponderende parter rundt om i både ind- og udland. Disse var ikke beslutningstagere i kommissionens daglige arbejde, men bidrog med viden, registrering og indrapportering vedrørende oldsager og andre for kommissionen relevante anliggender.

Oldsagskommissionen primære opgave var at indsamle og sikre både antikviteter, skriftlige kilder og monumenter, såvel som det, man i dag forstår ved betegnelsen oldsager – altså genstande fra oldtiden. Denne skarpe opdeling er på det tidlige tidspunkt af kommissionens eksistens ikke markeret, og ordet oldsager bruges eksempelvis også om ting fra middelalderen og ‘riddernes tid’.

Nogle genstande har kommissionen blot til opbevaring for andre institutioner, mens andre er museets ejendom.

Ud fra kommissionens mødereferater kan vi se, at genstandsmængden var omfattende og, som nævnt, ikke blot bestod af det, som vi typisk ville forstå ved ’oldsager’ – altså genstande fra oldtiden. Oldsagskommissionen får både tilsendt naturalier og historiske antikvitetsgenstande, udover genstande fra det, som vi i dag benævner oldtiden.

Overordnet kan genstandsmaterialet inddeles således ud fra Oldsagskommissionens mødereferater:

1. Skriftlige kilder til arkivet af forskellig art
2. Kirkelige objekter – primært fra det som af kommissionen benævnes ’den Catholske Cultus’
3. Arvestykker
4. På auktion indkøbte genstande
5. Allerede eksisterende samlinger
6. Tidligere fundne antikviteter og oldsager;
7. Sager fundet i jorden, herunder også naturalier, såsom hjortegevir etc.
8. Gravhøje og andre monumenter i landskabet – registrering og eventuelt fredning heraf

Genstandene benævnes med finderen, den som har indleveret den pågældende genstand eller rapport om samme. Der forekommer ofte optegnelser over materiale, fundsted og i stigende grad kontekstuelle informationer, så som hvordan objektet blev opdaget og hvor mange alen under jordoverfladen det befandt sig på fundtidspunktet – samt eventuelle forbindelser til historiske personligheder.

Samtidig, og med den hastigt voksende genstandsmængde, bliver der lagt et stadig større fokus på, om genstande er af betydning for samlingen, og objekter får typisk betegnelser som mærkelig, smuk, skjøn, pragtfuld, nyttig, sjelden og lignende. Mærkelig skal dog snarere forstås som bemærkelsesværdig eller underfundigt og ikke mærkelig i en nutidig forstand som noget mystisk.

Med dette fokus, på det bemærkelsesværdige, er Oldsagskommisionens genstandsforståelse på en måde ikke så langt fra raritets-tanken.(Læs mere under afsnittet om Ole Worm og Det Kongelige Danske Kunstkammer)

Det er de genstande, der på den ene eller anden måde skiller sig ud fra mængden, der får kommissionens største opmærksomhed. De granskes grundigt inden de bliver repræsentanter for lige netop deres særlige ’art’.

Genstandene der tilsendes kommissionen kommer mange steder fra. Primært er det de forskellige sognes præster, der har det overordnede ansvar for at indsamle og dokumentere oldtidslevn i netop deres sogn.

Endvidere får kommissionen tilsendt genstande og rapporter fra adelige entusiaster, der ofte på eget initiativ foretager gravninger af oldsager og andet, som de tilsender kommissionen. I nogle tilfælde er disse genstande hvad man ville kalde kuriositeter.

Måske er der her tale om en tradition og et levn fra den Wormske tid – nemlig interessen for naturens kuriosa, der er blevet bibeholdt blandt visse adelige; Der er i hvert fald tale om genstande, som eksempelvis forsteninger og indgroede gevirer, der til tider indsendes kommissionen. Disse ekspederes så med høflig tak til giverne videre til de naturhistoriske instanser.

Med klækkelige dusører for det fundne danefæ synes den offentlige interesse for feltarbejdet og arkæologien at vokse, og derved øges også mængden af de indkomne sager.

Kommissionen korresponderer endvidere med forskere i udlandet, samt sender egne medlemmer ud for at indsamle og dokumentere oldtidslevn og antikviteter i felten, i både ind og udland.

Dette er ikke uproblematisk, da eksempelvis Norge kræver de norske levn og antikviteter opbevaret af museer på norsk jord.

Denne problematik stiller Kommissionen overfor Kongen, som i 1811 beslutter, at alle unikke levn, altså genstande der endnu ikke findes i Oldsagskommissionens varetægt, skal sendes til København, hvorimod duplikater kan blive i Norge.

Man kan i denne logik spore påvirkninger fra den encyklopædiske tankegang om at indsamle repræsentative genstande.

Fund af særlig materiel værdi tilsendes Rentekammeret og en af kommissionens opgaver er at vurdere, om forskellige genstande har værdi som museumsgenstande, eller om de kan tildeles banken.

Foruden indsamlingen, foregik der også en udveksling af genstande læreanstalterne imellem og på kryds af landegrænser – det som var gængs det ene sted, kunne således være en sjælden attribut det andet.

Endvidere bliver opdelingen af genstandene efterhånden klarere og eksempelvis gives særlige mønter til det Kongelige Møntkabinet; dog får kommissionen lov at beholde duplikater. De resterende mønter beholdes, i håb om fremtidig bytning til oldsager fra andre samlinger.

Der udsendes cirkulærer vedrørende indberetning af oldsager på bl.a. islandsk i årene efter kommissionens nedsættelse. Dette vidner om, at man havde en intention om at samle ’hele rigets’ oldsager, og registreringen af mindesmærkerne, centralt i København – dog primært unikke eller repræsentative genstande.

Ved duplikater, uinteressante objekter eller objekter, der ikke så let kunne flyttes, såsom ruiner og lignende, kunne disse bibeholdes nær deres fundsted på lokale museer eller in situ.

 

Ved kommisionens møde d. 12. FEBRUAR 1818 blev det bl.a. stadfæstet at:

”(…) den kongelige Resolution paalegger denne Commission, at opbevare Landets Oldsager –
hvorfor man maatte ansee Samlingen i Kiøbenhavn som Hovedsamling og alle andre som Fillial
Samlinger som man med Fornøjelse ville understytte, men som maatte tilholdes at give en
Forklaring over de Sager de allerede havde og aaarlig en Jndberetning til denne Commission om
alle tilkomne Sager – paa det at hertil maatte afleveres de Stykker som maatte være af Vigtighed for Commiss: Samling.”

(fra mødereferat 12. FEBRUAR 1818, i Jakobsen, Tove Benedikte (udg.), “Nationalmuseets Oprindelse – Oldsagskommissionens mødeprotokoller 1807-48″, særtryk af Acta Archaeologica Vol. 78:1, 2007)

Her bliver det altså klart fastslået, at samlingen i København er hovedsamlingen. De provinsielle samlinger er derfor nødsaget til at afgive de genstande, som den københavnske hovedsamling måtte ønske at erhverve sig. Dette er en forlængelse af den norske problematik, hvor man netop tillod duplikater, samt ’uinteressante’ objekter at forblive lokalt.

Der tildeltes, som nævnt, ofte ’findeløn’, og danefæ skulle, som det er tilfældet endnu i dag, indleveres.

Dette viser sig at være et problem i den første tid hvor kommissionen har sit virke.

Problematikken tages op, da man får kendskab til, at nogle gamle mønter af en guldsmed blev omsmeltet og derfor udbeder kommissionen sig, at Kongen øger den almene oplysning vedrørende
danefæ.

En typologisk systematisering af oldsagerne påbegyndes i takt med den stigende genstandsmængde og opdeles primært efter formodet funktion og form – typer af stenredskaber, typer af urner, typer af smykker etc.

Præster, højtstående embedsmænd og adelsmænd står, som nævnt, primært for indsendelse og indrapportering af genstande til Oldsagskommissionen, idet det er dem, der har midlerne og bemyndigelsen til dette virke.

Taksigelsesbreve til disse vigtige personer, selvom de eksempelvis ’blot’ indsender endnu et af de talrige stenredskaber som kommissionen på næsten daglig basis modtager, er et uomgåeligt formalia, som er en integreret del af kommissionens arbejde.

Kommissionens medlemmer udvælges officielt af Kongen, men kommissionen kan selv anbefale hvem der ønskes ansat, som det var tilfældet med den siden så berømte Christian Jürgensen Thomsen.

D. 14. november 1816 blev Hr. C. Thomsen således udnævnt til Secretair i Oldsagskommissionen, da den forhenværende sekretær Rasmus Nyerup ønskede at fratræde sin post – på grund af sit engagement i forbindelse med det Naturhistoriske Biblioteks anlæggelse på Universitetets Biblioteket.

Officielt og ved kongelig udnævnelse indsattes ’den yngre Kjøbmand’ Christian Thomsen på posten d.11. december 1816.

De mange indkomne sager blev i første omgang opbevaret på Universitetsbibliotekets øverste etage ovenfor Trinitatis Kirke i København. Men da Thomsen åbnede samlingen for publikum i 1819 under navnet Oldnordisk Museum, mindskedes Universitetsbibliotekets velvilje på grund af den fredsforstyrrende tumult, der derved opstod. Man så sig derfor nødsaget til at søge nye lokaler.

 

Dog var det også på grund af genstandsmængden essentielt at finde større lokaler.

Dette ønske blev opfyldt i 1832 hvor samlingen kunne flyttes til lokaler på Christiansborg.

Her opdelte Thomsen oldsagerne efter de tre, siden så berømte, kronologisk ordnede tidsaldre – Sten-, Bronze– og Jernalder.

Først herefter publicerede han sit tre-periode system.

Især fredningen af gravhøje synes at være i fokus i det første tiår af kommissionens arbejde. Samtidig tilstræbes det at skabe en repræsentativ samling af primært oldsager og et antikvarisk bibliotek.

Alle rigets afkroge granskes og både udenlandske korrespondancemedlemmer af kommissionen, samt kommissionens egen udsending rapporterer om, indsamler og hjemsender oldsager.

Det primære er således at skabe en repræsentativ samling af oldtidens levn.

I takt med at samlingen vokser, begynder man at tage fat på den omfattende registrering og publikation af de fundne sager.

Som nævnt tidligere, er der tale om en typologisk ordning af genstandene. Fokus er således på materiale, form og til dels også funktion, hvor denne kan bestemmes eller forsøges bestemt.

Gennemgående udvælges, som nævnt, ’skønne’ og smukke repræsentanter for genstandsgrupperne.

Eksempelvis fremgår det af mødereferatet fra d. 2. oktober 1817, at en gravhøj ønskes fredet, ”i det mindste indtil en skiønnere og bedre conserveret fandtes og frededes i Lolland.”

Altså er fokus lagt på at frede de bedste repræsentanter for steds-, materiale- og tidstypiske monumenter. Hvis et bedre eksemplar findes, er et ringere ikke længere nødvendigt.

Denne tanke gør sig også gældende på genstandsområdet. Både på grund af økonomien, den stigende pladsmangel, samt på grund af de regionale museers krav på de stedsspecifikke genstande.

Udvekslingen af oldsager med udenlandske forskningsinstitutioner vækker til tider forbavselse; som da kommissionen i november 1817 modtog nogle ’stenvåben’ fra The Royal Irish Academy, og kunne konstatere, at de til forveksling lignede de nordiske ’stenvåben’.

Det er en generel tendens, at møderne præges af en omtale af mærkværdige opdagelser. Dette vidner om, at det endnu har været en ny og fremmed verden, der har været ved at åbne sig for kommissionens medlemmer.

Genstandene er omhyggeligt blevet føjet ind i systemer og typologier for at give det ukendte mening. Men det som særligt vækker kommissionens interesse, synes altså gennemgående at være fremkomsten af særligt smukke, særligt velbevarede og ’mærkværdige’ unika, samt genstande med inskriptioner.

I mødeprotokollerne fra 1817 bliver det tydeligt, hvor økonomisk presset kommissionen er ved at være – der var langt fra midler til at frede og beskytte alle de monumenter og levn, som man gerne ville.

Her viste Thomsens købmandstalent sig at være essentielt. F.eks. da nogle til oldsagssamlingen skænkede runestene skulle indhegnes af en meget bekostelig gitterport, fremkom Thomsen med en langt billigere løsning – nemlig at opstille stenene på Trinitatis kirkes nærliggende kirkegård, hvor de derved kunne stå beskyttet.

Thomsen beskriver i minutiøse detaljer hvordan dette arbejde blev udført med hjælp fra både militær og diverse højtstående statsmænd og tog tre dage at foranstalte. Han fremhæver, at den økonomiske besparelse var betragtelig, selv efter udbetalingen af diverse dusører til de i flytningen involverede parter.

Dette er blot et af utallige eksempler på Thomsens købmandstalent. Økonomi og logistik var således også noget som kommissionen i deres bestræbelser på at beskytte kulturarven, skulle tage stilling til i deres daglige arbejde.

Thomsen foretager store forandringer i opstillingen med start i september 1818. Når genstande skal beskrives og kategoriseres, synes det at foregå ret subjektivt, som da Thomsen fremviser et guldsmykke og beskriver det som værende i ’samme smag’ som nogle tidligere erhvervede
guldbrakteater.

Thomsen begynder for alvor at rydde op i 1819.

Han registrerer alle indkomne oldsager, gransker det indkomne materiale vedrørende monumenterne i felten og sætter skik på arkivet. Det sidste dog med hjælp fra nogle af de andre kommissionsmedlemmer.

Særligt smukke og kostbare levn får ’særbehandling’ – som eksempelvis en ’berømt’ sølvaltertavle fra Frederiksborg, som er blevet skænket museet. Denne udstilles i ’sit eget skab’ der er blevet udfærdiget til netop dette formål.

Selvom Thomsen har en udviklet sans for orden og æstetik og dette i høj grad skinner igennem i hans arbejde med at udstille samlingens genstande, har han også et godt begreb om, hvor vigtig historien bag genstanden kan være.

På dette ses et eksempel, da man indberetter et mislighold af Kong Erik Glippings formodede rustning.

Thomsen kan godt se, at det er problematisk, at denne er fritstående ved Glippings grav i Viborg Domkirke, men mener samtidig ikke, at den bør fjernes fra stedet, da det er denne kontekst, der i høj grad tilføjer genstanden dens værdi og betydning.

Der er altså et stigende fokus på historien bag genstanden og her begynder romantikkens idealiserede sagnkonger og myter især at skinne igennem. F.eks. tilskriver man Kong Harald Hyldetand en gravhøj i Lejre, og der er et stort fokus på Kongens Jelling og de monumenter der findes dér.

 

I Kongens Jelling ønsker man at rekonstruere gravhøjene, så de igen kan fremstå i deres fordums glans. Dette arbejde udføres for offentlige midler og ikke fra kommissionens egne kasse, da der er tale om et monument, der er af betydning for det danske rige og det danske folk.

Restaurering synes generelt at være en stigende interesse for kommissionens arbejde.

Et andet eksempel som kan nævnes er, at man plantede en lille lund omkring en rokkesten på Bornholm, da man mente, at den havde været omkranset af en sådan i oldtiden.

Man begynder altså, som allerede nævnt, for alvor at fortælle historier og søger at rekonstruere forgangne tider.

For at opsummere kan man sige, at det gennemgående genstandssyn, der kan spores i kommissionens arbejde, er en stræben efter at erholde en repræsentativ samling, med mange smukke og velbevarede objekter.

I første omgang gælder det om at redde en masse genstande fra undergang – så groft sagt, indsamles alt hvad der er gammelt.

Siden ordnes den stadigt stigende genstandsmængde i typologier og efter emner, så som eksempelvis objekter hørende til den katolske Cultus.

Samtidig udskilles genstande, der kan overgå til andre samlinger, eksempelvis mønter til den kgl. Mønt- og medaljesamling.

Når der således er kommet orden på tingene, begynder man at arbejde med restaurering af særlige genstande og der kommer et stadig stigende fokus på historien bag genstandene.

Især drejer det sig om genstande, som på den ene eller anden måde kunne tænkes at have forbindelse til fordums store personligheder, primært konger og kongelige, samt religiøse praksisser.

Litteratur/kildemateriale:

Larsen, Carsten U. og Bente Gammeltoft (red.), Nationalmuseets Arbejdsmark 1807-2007, Nationalmuseet 2007

Jakobsen, Tove Benedikte (udg.), “Nationalmuseets Oprindelse – Oldsagskommissionens
mødeprotokoller 1807-48″, særtryk af Acta Archaeologica Vol. 78:1, 2007