– Interiørprincippets Fremkomst.

Bernhard Olsen, Frilandsmuseets grundlægger og nytænker i forhold til museumsformidling, fik inspiration til sin udstillingsvirksomhed på Verdensudstillingen i Paris i 1878.

På dette tidspunkt havde Verdensudstillinger eksisteret i 27 år og havde en lang tradition bag sig.

For at få et indtryk af, hvor stor en del af samfundet dette forum var, og hvordan udstilling som formidlingsplatform blev indlemmet i en overordnet samfundsdiskurs i sidste halvdel af 1800-tallet, er det derfor essentielt at have et indblik kunst- og industriudstillingernes opblomstringsperiode.

”At last, on the First of May, Eighteen Hundred and Fifty-one, all objections were answered, all evil predictions confuted (…) by the solemn opening of the Crystal Palace, by Her Majesty Queen Victoria in person.”

– The New York Times, July 15, 1853, Wednesday

Således gav Storbritanniens Dronning Victoria startskuddet til det store kapløb mellem verdens industrinationer ved The Great Exhibition of the Works of Industry of All Nations i 1851.

De mange spekulationer om, hvorvidt det overhovedet ville kunne lykkes at afholde en udstilling af så enorme proportioner, blev manet til jorden – publikum strømmede til.

25.000 mænd og kvinder overværede åbningsceremonien ifølge New York times journalist, der var til stede på dagen.

I hele udstillingens 5 måneder lange åbningsperiode, blev den besøgt af omkring 6 millioner mennesker.

På det økonomiske område imponerede udstillingen ligeledes – alene den første dag blev indtægten talt op til at være omkring £60.000, et betragteligt beløb i 1851!

Der var 17.000 deltagende udstillere og blandt disse blev der uddelt 2918 præmier.

Starten på det, som man kunne kalde ‟Verdensudstillingernes æra‟, var således en succes – både hvad angår de økonomiske aspekter, men også i bred popularitet og besøgstal blev der nået nye højder.

Verdensudstillingen i Paris i 1867 blev skelsættende i forhold til nye formidlingsstrategier.

Her fik de forskellige deltagerlande anvist en plads uden for udstillingshallen i et omgivende parkanlæg, hvor de kunne opsætte pavilloner.

Dermed fik deltagerlandene mulighed for at fremvise særlige former for byggeskik.

Pavillonerne havde dog ikke kun til formål at betage publikum med særligt smukke eller ‟eksotiske‟ bygningsformer – de blev også af rent praktiske årsager brugt som bolig for de arbejdere, der hjalp til med udstillingen.

Derfor var det ej heller umiddelbart muligt for publikum at se pavillonernes interiør.

Pariserudstillingen i 1867 var også skelsættende på det folkloristiske område. Her blev for første gang i stor stil udstillet dukker i egnstypiske dragter.

En tendens som til fulde udnyttedes af Arthur Hazelius på verdensudstillingen i Paris, 1878.

Her blev interiør-princippet for første gang stillet til skue, og det var her, Bernhard Olsen blev opslugt af tanken om at skabe et autentisk originalt interiør, som publikum uhindret kunne vandre rundt i. Et princip der i dag er at finde på mange museer, og som har stor popularitet blandt de besøgende.

Verdensudstillingerne var som nævnt, en økonomisk succes og en populær attraktion, men de brugtes også til at fremhæve forskelligartede politiske agendaer.

Interessen for folkekultur er et 1800-tals fænomen – en romantisk forestilling om en folkesjæl og samtidig ramme for en etnisk og kulturel opbygning af nationalstaten.

Verdens-, kunst- og industriudstillingerne var et forum, hvor det, som man forestillede sig var essensen af ‟det nationale‟, blev stillet til skue.

Verdensudstillingen i Paris 1889 blev eksempelvis afholdt som en hyldest til den franske revolutions begyndelse 100 år forinden.

Året før det franske udspil, i 1888, afholdtes en kunstindustriel udstilling i København i anledning af hundrede-året for stavnsbåndets løsning.

Illustreret Tidende, maj 1888, Forside. Indgangen til udstillingen i København (tegning af Tom Petersen, farvelagt af NK, 2014)

Værtslandene kunne altså, foruden de økonomiske fordele, benytte de store udstillinger som en platform i den legitimeringsproces, der prægede Europas nationer.

Kulturelt specifikke konnotationer blev altså helt fra begyndelsen, knyttet til de forskelligartede formidlingsstrategier, der blev benyttet på udstillingsområdet.

England og Frankrig var gennemgående de absolutte sværvægtere i Verdensudstillings-disciplinen og unionen Sverige-Norge lå helt i toppen blandt de toneangivende lande på Verdensudstillingen i Paris i 1878.

Den danske nation skulle derfor til at handle, hvis man ikke skulle tabes i svinget i det store kapløb.

I 1879 blev derfor den, for Bernhard Olsen og den danske museologi skelsættende, retrospektive Konst- og Industriudstilling i Kjøbenhavn afholdt, hvor Bernhard Olsen opstillede et interiør også kaldet ’Amagerstuen’. Interiøret bestod af elementer fra en original stue hentet på Jan Wibrandts gård i Magleby på Amager.

‘Amagerstuen’,  Danmarks Middelalder og Renæssance, Nationalmuseet, 2015

”Det Bygningsmuseum, der nu er grundlagt i Kongens Have, har været en lang Tid om at komme til Verden. Ideen til det fik jeg under Forarbejderne til den kunst-industrielle Udstilling, som holdtes i Kjøbenhavn i Sommeren 1879.”   Bernhard Olsen 1897:1

Amagerstuen kan i dag ses i udstillingen ” Danmarks Middelalder og Renæssance” på Nationalmuseet i København.

Verdensudstillingerne var, udover at være skueplads for en kappestrid mellem nationer, med til at lægge fokus på de visuelt kommunikerbare elementer af folkekulturen – eksempelvis dragter, møbler og stuer.

Der kunne ikke benyttes forklarende tekster, idet udstillingen skulle kunne forstås af et multikulturelt publikum.

Dette affødte en udstillingsform, der var visuelt ekspressiv og let aflæselig. En tilgang der kom til at præge bygnings – og frilandsmuseernes formidlingsstrategier og lagde grunden til deres eksistens.

Opsummering:

• Verdensudstillingernes æra begyndte med åbningen af The Crystal Palace i London i året 1851.

•  Siden fulgte en række udstillinger, både verdensudstillinger, men også regionale udstillinger.

• I verdensudstillingernes første levetid begrænsede udstillingsområdet sig til en hovedbygning – paladset, men den store verdensudstilling i Paris i 1867 blev skelsættende for de kommende udstillingers udformning. – Her arrangeredes et udendørs areal, hvor de deltagende landes byggeskik kunne præsenteres, samtidig lagdes fokus på særegne kulturobjekter og især folkedragter i udstillingen.

• Verdensudstillingen i Paris i 1878 blev skelsættende for Bernhard Olsens virke og den museale praksis, idet interiør-princippet introduceredes som udstillingsform.

• De store verdensudstillinger dannede samtidig rammen om et monumentalt kapløb, hvor alle industrinationer ville have anerkendelse.

• Især Norge-Sverige unionen klarede sig godt og begejstrede publikum med træhuse i ‟dragestil‟ og dramatiske illustrationer af fortiden.

De nordiske ‘dragestilsbygninger’ blev utroligt populære og deres indflydelse kan i dag stadig ses mange steder.

Dragegavle ved Carlsberg i Valby, slut 1800-tallet

Her en ‘carlsbergensisk’ fortolkning af dragegavle fra 1884 – elefantgavle!

• Behovet for at højne det generelle niveau inden deltagelse på verdensudstillingernes arena, affødte mere regionale udstillinger, hvoraf to blev afholdt i København i 1879 og i 1888.

• Den retrospektive Konst- og Industriudstilling i Kjøbenhavn i 1879, var ifølge Bernhard Olsen selv, begivenheden hvor han gennem sin deltagelse fik idéen til at anlægge et bygningsmuseum.

Træhus i ‘nordisk’ stil, Tivoli København, 2014

Litteratur/Kildemateriale:

Lützen, Karin, ”De gode gamle dage ude på landet” i Folk og Kultur – Årbog for Dansk Etnologi og Folkemindevidenskab 2008, København 2008

Olsen, Bernhard, Vejviser i Bygningsmuseet i Kongens Have, Kjøbenhavn 1897

Rasmussen, Holger, Bernhard Olsen – Virke og Værker, Bd. 6 i serien Folkelivs studier, Nationalmuseet, København 1979

Stoklund Bjarne, ”Fra Mejborg til Jespersen – Bondegårdsundersøgelser i kulturhistorisk og museologisk perspektiv” i Skougaard, Mette og Jesper Herbert Nielsen (red.) under medvirken af
Ulla Skaarup, Bondegård og Museum – Frilandsmuseernes teori og praksis, rapport fra seminar i anledning af Frilandsmuseets 100-års jubilæum 1997, Landbohistorisk Selskab 1998

Illustreret Tidende 05/05 1867

(Læs Illustreret Tidende 1854-1924 online: Det Kongelige Bibliotek, illustrerettidende.dk)